Dustin Hudson
0 
3968
472
Min første redaktion fik generelt positive reaktioner i sidste uge, og som ethvert følsomt menneske ønskede jeg at følge det op med en værdig efterfølger. Der er intet mere nedlatende end en skuffende anden indsats. Skriv en skuffende anden redaktion, og jeg mister mine læsere, støtten fra mine redaktører og muligvis min seks-figur underskrivelsesbonus. (Bemærk: alle tal kom efter decimalpunktet og var nuller).
På udkig efter inspiration rulle jeg gennem mit Twitter-feed og troede, at det ville være interessant at skrive noget op på interaktion med berømtheder gennem sociale medier. Jeg er blevet retweetet og reageret på af berømtheder et par gange, og det er virkelig ret spændende (på en meget fnugende, til sidst pinlig ”aldrig blevet kysset” slags).
Jeg tror, at jeg sandsynligvis kunne have samlet noget anstændigt der, det kunne endda have været godt for et par RT'er eller 'Likes'. Jeg fremsatte anmodninger på Twitter og Quora om folks bedste ”celeb” -historier, og jeg fik faktisk nogle interessante svar (en ven fortællede hilarisk den dybe tvivl og fortvivlelse, han rutinemæssigt føler, når han tweetede på dem forgæves.)
Da jeg begyndte at udarbejde det første udkast til artiklen, indså jeg, at der var noget galt. Der var noget slukket. Min forfatterforstand brummede (som det lige gjorde efter at have skrevet "forfatterforstand" og snak.) Skrivningen var solid nok, men jeg var helt keder sig med mine egne ord. På samme måde som musikere ønsker at høre deres stemme på skærmen for at vide, om de sutter, læser jeg altid min forfatter for at sikre, at det ikke kede mig i tårer. Denne artikel gjorde det.
Men hvad var det? Her er jeg og skriver om hvad der syntes at være en interessant og ofte overset lille facet af sociale medier. Det virket modent for plukningen; en let 1000 ord artikel. En markant Google-søgning afslørede endda, at der endnu ikke var skrevet meget om emnet. En fremragende plan bortset fra det faktum, at det var omtrent lige så spændende som at læse en artikel om “hvordan man skal føle sig for den bedste avokado” af min bedstemor (må hun hvile i fred og afstå fra enhver form for eksplicationer i eftertiden).
Her er sandheden, jeg snart indså: det er en kedelig artikel til en blog på sociale medier, fordi det er en kedelig artikel i det virkelige liv.
Vi glemmer ofte, at hele denne digitale sociale sfære er en lille mikrokosmos til vores rigtige (kulstofbaserede) liv, og vi kan glem endda det, når vi en dag surfer forsigtigt ind i singulariteten. Hvor underholdt ville du være, hvis jeg skrev et stykke om, hvordan man kommer i kontakt med berømtheder i den virkelige verden? Det vilde dig til tårer. For ikke at nævne, jeg er temmelig sikker på, at de sjæleløse paparazzi stort set har hjulpet det marked.
Dette fænomen - denne misforståelse af grundlæggende menneskelig interesse og opmærksomhed - kører dybt i en verden af sociale medier. Der er så mange mennesker, der glemmer noget meget vigtigt - sociale medier er ikke et tryllekasse. Du lægger ikke kedelige ting i den magiske sociale medieboks og trækker noget interessant ud. Hvis det, du siger til mig på telefonen, er kedeligt, er det kedeligt på mit Twitter-feed. Hvis jeg har brug for en anden drink for at komme igennem din historie på en cocktailfest, er den også deprimerende på Facebook (og kan også få mig til at få en drink derhjemme). Hvis du indsamlede penge til din velgørenhed på gaderne i New York City - snarere end foran din computerskærm - ville du overbevise mig ved at læse en 1500-ordig forklaring (med fodnoter)? Ingen? Så gør det ikke online.
Lad os vågne op et øjeblik. Sociale medier gør det hurtigere. Det gør det nærmere. Det kan bestemt gøre det lysere og mere levende. Men kun du kan gøre det klarere. Kun du kan gøre det værd at min tid. Vi har alle brug for at spørge os selv - hvis jeg så hvad jeg lige skrev, ville jeg være interesseret?
Ja, vi er alle skyldige. Selv mig. Men lad os prøve hårdere herfra og ud, okay?